På Stutteri Midt-West ventes med følfravænning så længe som muligt.
Vi lader gerne føllene blive 6-8 måneder gamle, da vi så har store stærke føl, som er nemme at fodre i den kommende vinter.
Vi plejer at påbegynde fravænningen i juleferien. Her bruges ca. 7-10 dage på fravænningen, hvor føllene tages fra om natten ved simpelthen at lukke hopperne ude fra løsdriften.
Både føl og hopper er lidt urolige den første nat, men det går hurtigt over. Allerede ved den tredje aften opleves betydelig ro. Når hopper og føl har været adskilt om natten i 7-10 dage, adskilles de permanent. Føllene flyttes over i en ’børnehave’-løsdrift med egen udgang til løbefold. Hopperne forbliver i deres egen løsdrift.
I løbet af de første 14 dages tid lukkes føl og hopper ikke ud samtidig for at undgå, at føllene løber igennem tråden til hopperne.
Føllene er nu på vinterfodring, men de sættes kun langsomt op på fuld ration. Vinterfodringen består af grønt hø eller wrap som den væsentligste fodrekilde. Dertil kommer Dan-Grøn's tilskudsfoder: Kraft breed. Vi fodrer overhovedet ikke med fuldfoder, havre eller andet
Føllene går nogle dage i løsdriften og falder helt til ro inden opbinding påbegyndes. I de dage observeres, hvordan rangordenen er i den lille følflok.
Opbindingen foregår i starten med elastisk snor (cykelslange m.m.) Derved undgås nakkeskader, fald i boksen og sprængte grimer. Det første føl, som skal bindes, er altid føreren. Når den har stået bundet i gummirebet 3-4 dage bindes den i almindeligt reb uden problemer, og derefter tages fat på det næste føl.
Vi har gjort det til en vane, at røre ved føllene lige inden de løsnes hver dag, så de bliver vænnet til at få løftet ben m.m. (et par minutter pr. føl rækker fint).
Foder
I december/januar - afhængig af hvordan græssituationen er - kommer hopperne og hingstene ligeledes på stald.
Hestene er dækket ind med en enkel og naturlig foderplan:
Foderplanen kunne eksempelvis indeholde:
Ensilage eller grønt hø - ad libitum - udfodret i stativ på marken
500 g. Kraft-breed
Halm efter ædelyst
Hestene bliver kun bundet een gang pr dag, når tilskudsfoderet udfodres.
Ved brug af så naturligt foder som muligt – det være sig græs, ensilage, hø og grønt hø - undgås kolik. Hopperne er ligeledes lette at ifole, da der er tilført meget karotin. Hestene bruger meget tid på foderoptagningen, hvilket modvirker stald-unoder.
Alle heste er på fold hver dag – helst hele dagen og gerne natten med.
Det giver gode sener og ben, og det giver en naturlig ro i flokken – og her er den helt rigtige luft.
Vi undgår kodeledsforvridninger og andre benskader når de er i konstant bevægelse, og staldtrykket lettes meget når hestene går så meget ude.
Vi er omhyggelig med mineraltildelingen til specielt de drægtige hopper, hvor der her lægges grundlag for et sundt og stærkt føl uden OCD. Det er for sent at stopfodre føllet med mineraler når det er 6-8 måneder gammelt, for her er skaden allerede sket.
Vinteren forløber stille og roligt – vi nærmer os hingstekåringen i Herning, og føllene er snart på vej.
Omkring én måned inden forventet foling (midt i februar), foretages den årlige vaccination mod influenza og stivkrampe. Når hoppen er vaccineret én måned inden foling, er føllet automatisk dækket ind i en periode.
Vi vaccinerer alle på én gang – uanset om der er enkelte hopper, som først foler 2-3 måneder efter vaccinationen.
Hestene skal regelmæssigt have besøg af smeden: Hopperne - normalt 3 gange, og føllene samt unghestene 1-2 gange mere.